En aften med fokus på kulturel lighed – Åbne Rum i ASPA

Kultur er ikke nødvendigvis for alle, men det burde det være. Ud fra denne præmis inviterede ASPA i samarbejde med Roskilde Festival i februar til eventet Åbne Rum, hvor der, gennem live musik og storytelling, var fokus på at skabe en anderledes og mere tilgængelig kulturoplevelse.

Her er Lasses, frivillig i ASPA og medarrangør, beskrivelse af aftenens event:

Kulturoplevelse

Det blev endelig torsdag den 23. februar, og to måneders arbejde kulminerede i en anderledes aften med musik og historiefortællinger. Det folkekøkkenlige Café AskovFonden var forvandlet til et afdæmpet spillested med store tropiske planter og kulørte lamper. Den græstæppebelagte scene var det fysiske centrum for aftenens oplevelse, og gæsterne kunne frit vælge, hvor på gulvet de ville slænge sig i de fyldige sækkestole og puder. Man kunne nærmest tale om en hjemmelig stemning, hvis man altså bor med tropiske planter og sækkestole som hovedbestanddelen af ens møblement.

Bag den afdæmpede atmosfære lå et fokus med en helt anden alvor. Aftenens opsætning byggede nemlig på et koncept om kulturel lighed; en lighed, som for mange mennesker kan være svær at finde i forbindelse med kulturarrangementer. Derfor forsøgte ASPA med Åbne Rum at skabe en anderledes kulturoplevelse; en kulturoplevelse, hvor der blev gjort opmærksom på dele af den ulighed, som kan forekomme i forbindelse med et kulturarrangement, og samtidig blev forsøgt at tage højde for netop disse uligheder.

Frirum og pauser kan gøre en forskel

Gæsterne gjorde sig det behageligt i sækkestolene og blandt puderne på gulvet. De forsynede sig med drikkevarer fra baren og snacks, og så lænede de sig tilbage for at nyde en god time med musik og historiefortællinger. En undergrundsduo fra Nørrebro med rødder i rocken og den klassiske musik spillede egne versioner af engelske, spanske og lettiske numre. Kursister samt tidligere kursister fra ASPA optrådte med deres personlige historier om, hvordan psykisk sårbarhed kan have indvirkning på oplevelsen af et kulturarrangement og det at være kulturel.

Aftenen var delt op af flere pauser mellem musikken og historiefortællingerne. Det var muligt for gæsterne at gå til og fra selve scenerummet, hvilket var en af de gentagne pointer, som de modige historiefortællere gav til kende fra scenekanten: Pauser og frirum. Med en psykisk sårbarhed kan det være svært at føle sig til rette i store mængder i længere tid af gangen, og det kan endvidere være svært at koncentrere sig. Med indlagte pauser og muligheden for at bevæge sig mere frit gøres det nemmere at holde koncentrationen gennem hele aftenen og nyde oplevelsen mere afslappet.

Det var netop dét, som Åbne Rum forsøgte, og det kunne måske give en øjenåbner for andre, der ønsker at inkludere gæster i deres kulturarrangementer. Det er faktisk ikke så svært, men det kan gøre en forskel.

ASPA har igen i år et samarbejde med Roskilde Festival under temaet; Kulturel lighed. Indhold, tanker og erfaringer fra eventet, Åbne Rum, vil være del af ASPAs program på Roskilde Festival 2017.

Du er velkommen til at kontakte Louise på 30681188, medarbejder i ASPA, hvis du kunne tænke dig at høre mere om hvad vi laver i ASPA.