Brugerhistorie: Det bliver sagt uden ord

Forord af Kristina Bodenhoff:
Det du skal til at læse nu, er for mig en beskrivende, personlig historie fra en bruger i ASPA om, hvad det vil sige, når støtten til et menneske i krise gives ud fra en mellemmenneskelig relation og ikke gennem en recept eller en aftale i Outlook-kalenderen.

 

Tekst og illustration er lavet af Ulla Kristine, bruger i ASPA: 

Hvordan skal jeg overhovedet finde ord for det, der skete den dag ganske skelsættende…

Var i krise, fuldstændigt overvældet og handlingslammet, fik uventet hjælp uden at lave om på mig selv og spille en rolle, kvalificere mig negativt ved at sælge ud af min sjæl, overdrive mit issue, lidt som normalt er nødvendigt i socialpsykiatrien, når støtte og hjælp behøves. Sælge ud af mine værdier for at blive mødt i kontakt og nærvær, når jeg er allermest sårbar og nede.

Min krop rystede og var helt fyldt op af håbløshed, psykisk og fysisk. En million tanker kom samtidigt i mit hoved, det føltes som én stor eksplosion.

Hjælp mig en eller anden, eller bare vær hos mig, mens det sker, ellers klarer jeg mig ikke igennem! Det er der bare sjældent plads til i vores moderne livsstil.

Jeg kunne heller ikke komme i tanke om nogen, der lige havde ledig plads i kalenderen helt akut, og tør ikke insistere på at blive prioriteret som nr. 1 i deres liv. Normalt laver man aftaler og finder en dato sammen, men det var udelukket i den tilstand.

JEG RYSTER OG KAN IKKE ENGANG STÅ OP eller tale tydeligt, ikke gå eller finde smertestillende medicin frem til i dag, finde overtøj, ørepropper, vand, penge til taxa, telefonnr. til taxa, kalender til aftaler, ikke gå lige hen ad gaden uden at vække opsigt unødigt og blive misforstået. Min krop var frosset fast, og kunne ikke røre sig ud af stedet. Men hvis jeg skulle overleve, måtte jeg kæmpe mig afsted som i en uklar tåge. Næsten som om det var en anden, der tog alle beslutningerne, og jeg selv fulgte med ved siden af som et spøgelse, kom jeg afsted til Nørrebro ASPA.

Hvor skal man have check på uendeligt meget for, at der er plads til at bryde sammen i kontakt med mindst én person, der kender mig. Angsten for at forsvinde ud i universet var uoverstigelig skræmmende og ved at drukne mig og min fremtid i denne verden. Jeg var tvunget i knæ, og måtte satse alt, hvad jeg kendte til og “let go” alle hidtidige forestillinger om tilværelsen for at starte på en frisk.. eller dø ud. Som Søren Kirkegård skriver om de 70.000 favne vand.. springet helt derud var kommet til mig.

Jeg havde ellers prøvet krampagtigt at fastholde mine daglige rutiner på trods af min brækkede arm, min hovedpine og spændinger overalt i kroppen af både fysiske og psykologiske årsager. De konstante smerter ved den mindste bevægelse nu den ene arm blev brækket midt over. Min identitet var faldet til jorden i de begrænsninger, det gav at hele min ene kropsside var lammet, og alle indtryk gik lige ind i mit system uden at blive censureret af noget som helst filter. Jeg stod bogstaveligt talt nøgen og i fuldkommen åbenhed til omgivelserne. Jeg følte mig tvunget til at satse hele min eksistens.

Så kom hjælpen, forløsningen, som en messias i form af Kristina, leder af ASPA, som jeg havde fuld tillid til, i nødsituationer; der er ikke mange af den slags personer i mit liv i øjeblikket. Pludselig stod hun i rummet. Jeg havde kæmpet mig hen på værestedet for at græde og ryste og bryde sammen i nærheden af nogle mennesker. De havde sat en halv time af til mig, men jeg ville græde, så længe jeg havde behov, også selv om de forlod mig.

Men nu stod hun her, og med mine lukkede øjne og mens kroppen havde sit eget liv uden, at jeg havde nogen indflydelse på dens bevægelser, på vejrtrækning eller kontrol over noget som helst, hørte jeg hendes stemme.

Som et morfinskud virkede det på min tilstand. Jeg var i kontakt og ikke efterladt til min smerte alene. Større end jeg kan beskrive, er den følelse af forløsning. Den havde været fraværende i store dele af mit liv og derfor savnet og elsket.

Kun i terapisessioner og fælles netværksgrupper, hvor det havde været aftalt og konstrueret, havde jeg oplevet dette. Stadig en støtte, men dette her var sket uden for terapirummene, og så meget større og vanskeligere at finde ude i den “virkelige” verden – for mig i det mindste.

Hun opfatter simpelthen mit signal, som jeg sender ud – uforvansket og “tuner in” til situationen. Og bare det, at hun står der, og jeg mærker kontakt uden ord, virker som morfin, beroligende, gir varme.  Jeg vil aldrig glemme den oplevelse.

Verden er ikke den samme mere.

ASPA gjorde en forskel

Oktober 2017