En aften i ASPAs Ungecafe

Det er torsdag og klokken er 16.00 i cafeen på Griffenfeldsgade.  To unge kvinder står oppe i køkkenet i gang med at forberede de hjemmesmurte sandwichs til aftenens publikum. En anden gruppe sidder rundt om et bord, og småsnakker hyggeligt sammen.
Ovenpå 1. salen sidder der stadig nogle stykker med hovedet begravet i bøgerne. Sådan har de siddet et par timer, med lektier der skal laves, opgaver der skal afleveres, et studie der skal passes.
Nedenunder igen går lydprøverne i gang. I aften er der livekoncert i ASPAs Ungecafe, hvor Oskar kommer og spiller akustisk musik for de omkring 20 fremmødte gæster.
Inden Oskar går på, er der tid til at sidde sammen, snakke om forårsvejret, lektierne der ingen ende vil tage, og hvad der ellers dukker op i en samtale, når man bare sidder og småsludrer – i ungecafeen handler det nemlig om at være sammen, om at være social.

ASPA har i flere år tilbudt hjælp, vejledning og støtte til unge i uddannelse. Fokus har været, igennem faglige formidlere, mentorstøtte og vejledende samtaler, at skabe struktur og trykhed for de unge, så vejen til uddannelse også var muligt for dem.
Men som de unge selv fortæller, så var der også behov for noget andet. Helt konkret manglede der et tilbud, hvor man kunne mødes om noget andet end engelske gloser og matematiske formler. Det blev muligt i sensommeren 2017, da ungecafeen åbnede fast hver torsdag fra kl. 15-20.

Her kan du møde like-mindede

Lige gyldigt hvor man er i livet, har man brug for at orienterer sig imod et fællesskab. ASPAs ungecafe er et tilbud om et socialt tilhørsforhold, hvor man kan føle, at man trygt kan komme, som den man er og indgå i noget meningsfyldt uanset ens livssituation.  Spørger man de unge, der kommer i cafeen, har det derfor også stor betydning, at tilbuddet ligger om eftermiddagen og aftenen.

“Det ligger op til noget andet at mødes om aftenen. Det er mere fritidsagtigt at have aftenaftaler. Om dagen går man måske til behandling eller i skole.
Man har så mange ting, man skal om dagen” – 
Bruger af ungecafeen

Det er bestemt ikke hver uge, at der er livemusik. De fleste torsdage går med spil, film, kreative projekter og hygge. Stemningen er loose, og aftenen forløber ofte ud fra, hvad folk har lyst til på dagen.

”Det bærende element er, at man er social. Men man skal ikke passe ind i en bestemt kasse, hvor man er i gang med en uddannelse, har en kæreste og styr på fremtidsdrømmene. Her kan du komme, som den du er. Det er okay at have det svært – vi kan godt rumme det!” – Bruger af ungecafeen

Klokken er 19.45 og publikum klapper begejstret, da Oskar tager sig til hjertet og takker for i aften.
De fleste begynder stille og roligt at stille bordene tilbage og sætte det sidste opvask på plads. Og så er der selvfølgelig også lige tid til en farvelkrammer, inden folk begiver sig hjemad i forårstusmørket.

Torsdagscafeen har åben hver torsdag fra kl. 15.00-20.00 i AskovFondens Cafe, Griffenfeldsgade 35

Du er altid velkommen til bare at dukke op, ellers kan du tage kontakt til Louise (medarbejder i ASPA) på telefon 3068 1188
Du er også velkommen til at læse mere om ASPA HER