FLERE PENGE LØFTER IKKE VELFÆRDEN ALENE

Regeringens oplæg til en ny velfærdslov indeholder mange gode intentioner målrettet de mest udsatte i vores samfund. Særlig positivt er det fokus, som lægges på den negative sociale arv og udsatte børns mulighed for en bedre start på livet.

Jeg læser oplægget til velfærdsloven som en overordnet ramme for de gode intentioner og behovet for at tilføre flere penge til socialområdet.

Min appel lyder imidlertid, at flere penge alene ikke løser udfordringen med at bryde den negative sociale arv.

Hvis vi får alvor, skal flytte noget, skal civilsamfundet involveres i fremtidens sociale løsninger, da det er her vi kan etablere meningsfulde fællesskaber, som kan bryde ensomhed og inkludere mennesker på kanten.

Vi har aldrig brugt flere penge i forsøget på at bryde den negative sociale arv end vi gør i dag, men på trods af dette er vi alligevel ikke lykkedes.

Der er brug for vidensopsamling, vidensdeling og innovation, hvis velfærden for alvor skal flyttes.

Innovation frem for at gøre mere af det samme

I de 25 år jeg har arbejdet indenfor socialområdet, har vi talt om, at vi skal blive bedre til at bryde den negative sociale arv. Når dette ikke er lykkedes, så mener jeg, at det handler om, at innovation på socialområdet nærmest er et fremmedord.

Det bekymrer mig, at der i oplægget til velværdsloven ikke står noget om innovation, bedste praksis eller involvering af andre aktører end kommunerne til at løse velfærdsopgaverne i Danmark.

Hvis vi udelukkende tilføre flere penge og bliver ved med at gøre mere af det samme, så er min bekymring, at det ikke ændrer vilkårene for de mest udsatte i vores samfund.

Socialområdet mangler i høj grad systematisk vidensopsamling, der kan hjælpe til, at vi bygger videre på det, vi ved der virker frem for som oftest at starte forfra, når det gælder udvikling af sociale løsninger.

Det er som om, man helst vil gøre alting selv og det betyder, at det der virker i en kommune, ikke nødvendigvis danner grobund for videreudvikling i en anden.

Derfor mener jeg, at det er regeringens fornemmeste opgave at opsamle bedste praksis systematisk således, at alle de gode løsninger kan komme flere til gavn.

Derudover vil det være oplagt at få nogle af de mange civilsamfundsaktører involveret, så alle løsninger der virker, kan komme i spil.

De gode løsninger opstår i praksis

Det er min erfaring, at de bedste ideer opstår i samspillet mellem en borger og en pædagog/socialrådgiver eller tilsvarende. Lige der hvor de sammen oplever et gennembrud eller at noget ikke lykkes og derfor ændrer praksis.

Så selvom jeg gerne ville stå på mål for de gode sociale løsninger, der gennem tiden er blevet udviklet i AskovFonden, så er virkeligheden, at de i hovedreglen opstår på det operationelle niveau.

Vi kan etablere nok så mange tænketanke eller interesseorganisationer, men det er ikke der, social innovation opstår. Det er ligesom ude i den virkelige verden, hvor de gode ideer oftest opstår, når man mangler noget, eller noget ikke lykkes.

Udsigt kræver indsigt og for at vi kan udvikle velfungerende sociale indsatser, kræver det, at vi tør tale om, både når tingene ikke lykkes og der hvor de gør. At vi samler op på praksis og allervigtigst får feedback fra dem, det handler om.

Hvis en social indsats skal få flyvehøjde ude i verden, så er det ikke nok, at det lykkes i vores egen praksis. Vi har et ansvar for at formidle, hvad det er vi gør, hvorfor, hvordan og med hvilken effekt.

Regeringen kunne efter min mening med succes begynde at samle på bedste praksis fra PRAKSIS, så vi ikke kun hjælper nogle få men, at vi sammen får etableret en systematik på socialområdet, der gør, at vi opsamler viden, systematiserer og skalerer således, at flere kan få den rette hjælp.

Det er i min optik at anvende viden og ressourcer optimalt. På engelsk har man udtrykket “the wisdom of crowds”.

Kan man tænke sig at årsagen til, at innovation ikke er beskrevet i oplægget til den nye velfærdslov er, at innovation trives dårligt i bureaukrati?

Kan innovationskraften trives i bureaukrati?

Jeg valgte for år tilbage at læse en MBA (master i business administration), hvilket måske kan synes en anelse utraditionelt, når man er leder indenfor for det sociale område.

Det jeg oplevede som den største åbenbaring og frustration på en gang var, hvordan jeg gennem mange år havde været med til at udvikle indsatser, som trods gode resultater ikke var blevet skaleret og viderebragt til andre aktører, som står med de samme udfordringer.

Selvom de gode ideer opstår i praksis, så kræver det, at vi tør lægge et forretningsmæssigt perspektiv ind over selve udviklingen af sociale indsatser, hvis vi skal øge velfærden i vores samfund. På den måde kan vi både hjælpe flere bedre og samtidig bruge de 51 milliarder vi bruger på socialområdet bedre.

Derfor bekymrer det mig, når der ikke står mere om innovation af gode løsninger men mest om flere penge i regeringens oplæg til en kommende velfærdslov.

Jeg har mange gange oplevet, at vi som civilsamfundsorganisation kommer med nye sociale løsninger, som reelt gør en forskel for de mest udsatte, men en god løsning er ikke lig med, at de bliver taget imod og implementeret.

Det jeg ser er, at der er en selvopholdelsesdrift i kommunerne, der betyder, at selvom vi eller andre kan påvise, at vi kan løse en opgave med bedre effekt, så er det ikke det sammen som, at det bliver taget imod.

Måske fordi det i sidste instans kan betyde, at kommunen skal skære i egne budgetter eller i værste (bedste) fald skære i egne ydelser, og hvem vil frivilligt skære i egne budgetter?

Jeg ved, at det her er kontroversielt, men jeg mener, at det er på tide, at vi retter fokus mod udvikling af den sociale sektor og effekten af det vi gør, så vi kan få udviklet bedste praksis og hjælpe flere bedre.

Kunne man forestille sig at dem, der løser opgaven bedst, får finansiering til at løse flere opgaver i fremtidens velfærdslov?

Jeg vil gerne invitere til at dele vores resultater i AskovFonden med både regeringen, kommunerne og andre aktører. Vi gør det allerede via VISO i vores tilbud til mennesker med spiseforstyrrelser Askovhus og på vores dagbehandlingsskoler MIR.

AskovFonden er en non for profit organisation, som har det formål at hjælpe flest muligt, bedst muligt og vi vil gerne dele og erfaringsudveksle meget mere til gavn for velfærden, så hermed er en åben invitation sendt ud i verden.

Helle Øbo // Adm direktør AskovFonden

 

Du kan læse artiklen på Altinget.dk her