”Man skal have viljestyrke og tro”

For otte år siden sad Tomas i sin sofa, og kunne ingenting. Angsten var alting. Han kunne ikke bevæge sig udenfor en dør og omgivelserne forstod ham ikke.

Her i 2015 er han ovenpå igen og ser muligheder fremfor begrænsninger.

Tomas er uddannet pædagog, men midt i 00´erne blev det for meget. Han var ca. 40 år, og gik ned med stress, depression og generaliseret angst.

Sine år som patient i psykiatrien kunne Tomas godt have undværet. Men han fik den hjælp han havde brug for og oplevelsen inspirerede ham til at vælge en ny vej rent arbejdsmæssigt. I 2013 fik han muligheden for at starte på psykiatriens `Medarbejder med Brugererfaring-Uddannelse´ og i 2014 var han i praktik hos Askovfondens værested `Det Gule Hus´.

Værestedet er efter Tomas´ mening et godt eksempel på den sociale psykiatri, når den fungerer bedst. Blandt andet fordi de faste medarbejdere var virkeligt gode til at støtte op om hinanden og komme med løsninger, hvis noget spidsede til. Derudover fordi de fokuserede på den enkeltes udgangspunkt og personlige ressourcer.

I sin egen recovery-proces fik Tomas derfor også noget ud af praktikopholdet. Blandt andet fordi kollegaerne bakkede ham op, når han tvivlede på sig selv og sit værd.

Her i 2015 er han færdiguddannet og arbejder som MB´er på et psykiatrisk bosted.

Årerne med stress og angst var hårde, men lærte Tomas noget om, hvordan verden også kan være. I det store hele mener han, at alle psykiatriske patienter bør få meget, meget mere hjælp end de får her i 2015.

Til spørgsmålet om, hvad der er vigtigst for at komme ovenpå igen siger han:

”Man skal have tro på sig selv og have viljestyrke”.

/Cecilie Ze Sommer

 

Tomas web