Marmeladedag i ASPA-Centeret

Sommeren er gået på hæld, kalenderen skriver september, og de næste par måneder står i efterårets tegn. For mange har sommeren måske været for kort, men for Sine, medlem i ASPA-Centeret, forholder det sig anderledes. Hun elsker efteråret. Kroppen har det bedre, når det ikke er så varmt, og naturen får så mange nye flotte farver. Men det bedste af det hele er alle de dejlige frugter og bær, der nu er klart til at blive plukket.

Det blev derfor også modtaget med glæde, da Kristina Bodenhoff, leder af ASPA, kom med tre kilo sveskeblommer til huset. Vi kunne dog hurtig konkludere, at der var flere, end vi kunne spise. Og hvad gør man så? Emnet blev taget op på ASPA-Centerets månedlige fællesmøde, hvor et hold satte sig for at lave en ordentlig portion blommemarmelade.

Vi er ikke de store marmelade-lavere i dette hus, og vi måtte sande, at vi var kommet på lidt af en opgave. Som Sine beskriver: Først skulle alle blommerne udstenes – det var noget af et arbejde. Det tog nogen tid, men det var hyggeligt at være sammen om. Det var sjovt at lave noget nyt og anderledes.

Vi er som nævnt ikke så erfarende i marmeladegerningen, og valgte derfor at følge opskriften til punkt og prikke. Men da marmeladen var kogt sammen, og alle blommerne var blevet til grød, fandt vi desværre ud af, at opskriften havde været meget gavmild med sukkerindholdet. Heldigvis er Jeanette, medarbejder i ASPA-Centeret uddannet kok, og hun kunne træde til med gode råd. Vi hentede derfor nogle citroner, der var med til at dæmpe den alt for søde smag. Her bliver man klog af erfaring, og næste gang vil vi nok smage os mere frem.

Slutresultatet blev heldigvis godt, og da vi traditionen tro var samlet til morgenbrød næste dag, blev der delt ros ud fra de andre medlemmer.

Det er i hvert fald ikke sidste gange, at Sine kaster sig ud i kunsten at lave marmelade.marmelade-foto_web

Du er altid velkommen til at komme og tale med os og se vores sted, hvis du er blevet nysgerrig på hvad vi laver.

Du finder os i Rantzausgade 5 på Nørrebro.

Tlf.: 35 30 17 32