Nyt samarbejde med Foreningen P.S.

I ASPA støtter vi unge med psykiske sårbarheder til at gennemføre uddannelse, og vi er rigtig glade for at kunne annoncere, at vi har indledt et samarbejde med foreningen P.S. (Post Scriptum)!

P.S. arbejder for at skabe et studiemiljø med bedre plads til psykisk sårbare studerende på videregående uddannelser. De afholder både sociale og faglige arrangementer, og fremadrettet bliver deres arrangementer afholdt i vores lokaler i Griffenfeldsgade 35. Vi ser et stort potentiale i, at vi kan bruge hinandens tilbud, lære af hinanden og sammen kæmpe for, at flere unge støttes i deres vej gennem uddannelsessystemet.

I ASPA har vi gennem mange år haft fokus på særligt ungdomsuddannelser, og med vores nye samarbejde ser vi frem til at sætte større fokus på de udfordringer, som unge med psykiske sårbarheder kan kæmpe med på videregående uddannelser. P.S. er startet af studerende fra videregående uddannelser, og med deres viden og erfaring, er vi sikre på, at vi sammen kan gøre en forskel for endnu flere studerende.

I sidste uge skød vi officielt samarbejdet i gang, da P.S. afholdt deres sommerafslutning hos os. Det var en eftermiddag og aften, der bød på brætspil og aftensmad, og hvor både unge fra P.S. og ASPA deltog. Vi glæder os meget til de næste arrangementer, som kommer til at foregå i efteråret. Vi vil løbende reklamere for det, og er du interesseret i at vide mere om Foreningen P.S., kan du følge dem på deres facebookside P.S. | Facebook eller anmode om at komme med i deres facebookgruppe Foreningen P.S. | Facebook.