“På den måde risikerer specialiseringens iver at dekonstruere årsagssammenhænge indtil selve årsagen med tiden reduceres til et fremmedlegeme”

Læs med her om et menneskes ufiltrerede historie og oplevelse i mødet med ASPA

Som bruger igennem ca. 1½ år har jeg opbygget et kendskab til det unikke miljø, som åbner nogle af de døre, som ofte ellers forbliver lukkede.

Med baggrund i en opvækst nord for København i en respekteret, men alligevel dårligt fungerende familie hvor facaden var vigtigere end indholdet, fandt man sig i meget, for meget. Manipulation, fysisk og psykisk vold var hverdag og blev med tiden nogle af de mange hemmeligheder, der sætter sit præg på livet, bl.a. i form af manglende tillid til andre.

Familiens tabu omkring først min fars, og siden min søsters skadevoldende adfærd, rummede en accept og medvirken til volden.

“Jeg ender med at lade hende lyve, for jeg vidste godt det ikke nyttede noget at konfrontere hende. Det havde jeg forsøgt så ofte, uden held.”

Det omdannede mig fra menneske til ”skydeskive”, der ikke måtte gøre modstand, ”det tavse vidne” der ikke sladrede på trods af situationer, som flere gange kunne have kostet mig livet og ikke mindst ”skraldespanden” mine forældre kunne læsse deres bekymringer af på.

Det var min rolle at holde mund og holde ud. – En dag kom jeg hjem til min mor og fandt et stort hul i døren til køkkenet og glasset i de franske døre til stuen slået itu. Jeg kigger kort på min mor og møder det blik, der fortæller mig alt hvad jeg har brug for at vide. Jeg havde set det så ofte før, når min søster havde været voldelig eller ”bare” ødelagt alt i umiddelbar nærhed i sine jævnlige raserianfald. Adspurgt, forsøger min mor at bilde mig en historie ind, om at hun og min søster skulle ”stille et spisebordet på højkant”. – Jeg ender med at lade hende lyve, for jeg vidste godt det ikke nyttede noget at konfrontere hende. Det havde jeg forsøgt så ofte, uden held.

“At trække en streg i sandet nytter bare intet, hvis vandet blot visker den ud på ny.”

Jeg opsøgte hhv. socialrådgivere og det psykiatriske system, hvor jeg oplevede en tung administration og dertil følgende stigmatisering i samfundet, blot videreførte netop de fortielser, jeg i familien forsøgte at gøre op med.

Ligesom min storebror, flyttede jeg også tidligt hjemmefra pga. vold i hjemmet.

Jeg boede hos venner og bekendte, indtil jeg fik min egen lejlighed. At trække en streg i sandet nytter bare intet, hvis vandet blot visker den ud på ny. Derfor var min relation til andre længe præget af distance, grundet de oplevelser jeg havde med i bagagen.

Som ung kan det være svært at begå sig i ”behandlings-Danmark” bl.a., når nogle af de psykiatere man møder benytter diagnose-begrebet, som børn i en skolegård kan finde på øgenavne.

På den måde risikerer specialiseringens iver at dekonstruere årsagssammenhænge indtil selve årsagen med tiden reduceres til et fremmedlegeme.

I mødet med det etablerede system oplevede jeg derfor, at mange unødvendige barrierer i højere grad hindrede egentlig hjælp, end tilvejebragte den, hvilket gjorde det svært at mobilisere de fornødne kræfter til at udrette noget konstruktivt.

Mødet med ASPA

Da jeg henvendte mig til ASPA havde jeg således søgt og prøvet mangt og meget, men uden nævneværdigt held.

Hos ASPA mødte jeg empati, forståelse, accept og en rummelighed for det u-perfekte, også når man ikke kalder alle problemer for ”en udfordring”.

“Jeg oplever at ASPA fastholder et praktisk, nærværende og frem for alt realistisk perspektiv.”

ASPA har en inkluderende, anerkendende tilgang samt en behagelig omgangstone, der bidrager til en samtale, som ofte er helhedsorienteret og ikke blot et ”slot ude i en ørken”.

Hjælpen hos ASPA har bragt mig i stand til at gennemskue mønstre og roller, samt bryde ud af en ond cirkel, således at jeg kan tage afstand til mennesker, der ikke er gode for mig. Jeg oplever at ASPA fastholder et praktisk, nærværende og frem for alt realistisk perspektiv, på de aktuelle problemstillinger, med relevante og konstruktive inputs, udover at virke til god ”brobygning”.

I dag accepterer jeg f.eks. ikke bare, at nogen forsøger at binde mig en historie på ærmet.

Et tiltrængt pusterum fra høflighedens konversationer, og med fokus på det væsentlige i livet.