Portræt af Clara, som er praktikant i ASPAs genbrugsforretning Second A og AskovFondens Café

Hvad har været din vej til ASPA:

Jeg startede på HF, og så fik jeg tildelt Louise som mentor. Så sad jeg i ASPA og studerede og fik lektiehjælp.

Hvad betyder ASPA for dig?

Rigtig meget! det er jo mit andet hjem, det er mit frirum, så jeg har det rigtig godt med at være i ASPA. Det er dér, jeg kan føle, at jeg kan være mig selv -fuldstændig. Så det er befriende at komme her, og jeg har ikke lyst til at tage hjem, når jeg har fri, så jeg bliver hængende og får en kop kaffe.

Har du lyst til at del en særlig oplevelse du har haft i ASPA?

Der er mange gode minder. Da jeg fx var i Spisehuset den anden dag sammen med ASPA, for at hjælpe til med at gøre det lidt i stand, det var en fantastisk oplevelse. Nej, der var også Halloween festen i Ungecaféen, den var sjov. Der blev lavet pranks med alt muligt, med en lille baby, der græd på 1. sal. Det var en af de unge, der havde sat en højtaler til uden, at vi havde lagt mærke til det. Det særlige var den måde, vi kom ind på hinanden på, fordi vi var fælles om alt ting. Der var quiz, historieoplæsningen, det var et arrangement, hvor vi bare var fælles om det hele, så vi sad ikke bare, ved hver vores bord og snakkede med hver enkelt, men vi var sammen allesammen. Det var noget helt specielt den dag. Det var bare skidehyggeligt.

Hvilken forskel har ASPA været med til at gøre for dig?

Det har helt klart gjort noget ved min sygdom. Jeg får ikke så mange psykoser, jeg føler mig mere velfungerende og ikke så syg. Før jeg kom til ASPA, opførte jeg mig skørt, og jeg var et helt andet menneske.

Jeg føler, jeg har lært mig selv bedre at kende, jeg føler, jeg er blevet mindre syg af det. Fordi ASPA er med til at hjælpe rigtig meget, man kan egentlig bare komme med det humør, man er i og så snakke om det, hvis man har brug for det i hvert fald. Og det er okay, at man ikke lige har sit drive en dag, og at man så har et mega drive en anden dag. Jeg føler bare, at man er velkommen med åbne arme hver dag, og det sætter jeg rigtig meget pris på. Det er derfor, jeg elsker at være her.

Det at være i ASPA har helt klart gjort noget ved min selvtillid, og min måde at være på. På en anden arbejdsplads, vil man ikke tage sit private med på arbejde, og det føler jeg bare, at man så meget kan få lov til her, og det er bare så befriende, på en eller anden måde, og det er bare rigtig dejligt. Jeg føler mig behandlet som et normalt menneske, og så alligevel på en pædagogik måde (griner) med omsorg, det er det. Det er rigtig vigtigt for mig, for det er bare trygt.

Er der noget i ASPA, der har hjulpet dig ift. At få det bedre?

Den måde man får sin velkomst på, og den måde man bliver taget hånd om, man bliver lyttet til, hvis man har et eller andet. Og man behøver ikke at snakke om, hvordan man har det, man kan snakke om alle mulige andre ting, og det synes jeg er rigtigt fint. Man kan snakke om lige det, man har lyst til.