Det startede vådt, men endte godt

AskovFondens Socialpsykiatriske Aktiviteter (ASPA) havde for tredje år i træk en bod på det sociale sommermarked på Kofoeds Skole. Skolen vrimlede med boder fra 13 aktivitetstilbud fra København og omegn. Der var blandt andet salg fra Kofoeds Skoles egne værksteder og undervisningshold, loppemarked fra Transmogriffen samt blomster og krydderier fra Projekt Offside for bare at nævne nogle få.

 

I år mødte vi op med en informationsbod, hvor vi solgte sandwichs og delte flyers ud om ASPA. Vi havde desuden lavet en quiz om ASPAs aktiviteter og tilbud, hvor præmien var en hjemmelavet rawfoodkugle. Om quizzen var for nem eller præmien for lækker er ikke til at vide, men kuglerne fløj i hvert fald af fadet.

 

Dagen startede med regn og rusk og alle teltene, der skulle dække boderne, måtte med lynets hast sættes op, så alle de fine vare ikke skulle gå tabt. Men regnen tog kun til hen over formiddagen, og alle teltene måtte pakkes sammen igen.  Heldigvis er Kofoeds Skole stor, og vi rykkede derfor alle sammen ind på skolen, hvor ASPA fik et lokale på 2. sal.

De fleste af os var nok en smule bekymret for om det dårlige vejr havde skræmt alle de besøgende væk, men denne bekymring blev i den grad sat til skamme, da skolen var fyldt med glade mennesker, der var klar på en god handel.

 

Flere af ASPAs brugere gør også brug af Kofoeds Skoles tilbud. Robert, medlem hos ASPA-Centret i Rantzausgade og medarbejder i Kofoeds Skoles produktionsværksted udtaler; Det gode ved sommermarkedet er, at man får kontakt til andre aktivitetstilbud. Man møder nye steder, og finder ud af, hvem der stadig eksisterer.