Tak til Selskabet Kjæden for støtte til vores torsdagscafé for unge!

I sidste uge var ASPA til Selskabet Kjædens juleuddeling, hvor vi modtog økonomisk støtte til vores torsdagscafé for unge. Selskabet Kjæden støtter blindesagen og socialt udsatte med penge, og i år har vi været så heldige, at de har valgt at støtte et forløb hos os, der skal handle om unge, samvær og mad. I samarbejde med en frivillig kok, vil vi sætte fokus på nem, billig og sund mad, og vi håber på at kunne give de unge positive oplevelser i køkkenet, der også kan inspirere til madlavning hjemme. Overordnet ser vi støtten som et startskud til, at madlavning bliver en integreret del af samværet i caféen.

Igen skal der lyde et stort tak til Selskabet Kjæden!

 

Om torsdagscaféen for unge (18+):

Hvor: Griffenfeldsgade 35, 2200 København

Hvornår: Alle torsdage kl. 15-20

Torsdagscaféen er stedet, hvor du kan møde nye mennesker, hygge med andre og hænge ud. Her snakker vi, spiller spil, tegner, spiser sammen, og hvad vi ellers har lyst til. Du kan tage lektierne med – der er altid nogen, der er klar til at hjælpe dig. Kom som du er, der er altid plads til bare at være. Torsdagscaféen er et fællesskab, du selv kan være med til at præge. Gode idéer til mere hygge og sjove events er altid velkomne. Er du nysgerrig på, om caféen kunne være noget for dig, er du velkommen til at kigge forbi – og venner, veninder og kærester er også altid velkomne. Du kan også ringe til Louise på telefon 30 68 11 88, hvis du har spørgsmål. Hvis du vil følge med i, hvad vi render rundt og laver, så giv vores Facebook-side et like. Du kan finde os som AskovFondens Socialpsykiatri – ASPA.