Værs’go og spis! Angela er med i ASPA Centrets madhold, der laver lækkert mad. Denne dag blev der disket op med smørrebrød.

Leverpostej, æg i karrysalat og frikadeller. Det var blot nogle af de lækkerier, madholdet havde kreeret i køkkenet, da den stod på smørrebrød i ASPA Centret.
Hver dag kokkerer nogle af brugerne en menu, de selv har bestemt. Frokosten er et billigt tilbud til alle fremmødte i samværs- og aktivitetshuset på Rantzausgade. Menuen kan stå på alt fra medister med rødkål til lever i flødesovs. Eller som denne onsdag lækkert smørrebrød i alle variationer.
De omkring tyve spisende nød maden i stor stil. Fadene blev tømt, og da der var blevet spist op og tygget af munden, var der masser af rosende ord til kokkene i madholdet.